Sådan laver du en blog med mono.net

Dato: 13.05.2015

SÅDAN LAVER DU EN BLOG MED MONO

Med en blog kan du personliggøre din hjemmeside og forretning, og skabe en tættere relation til dine kunder og potentielle leads. Det er en fantastisk måde at holde din hjemmesides indhold opdateret på, og det sender et positivt signal til dine hjemmesidebesøgende om, at du er nærværende og passioneret omkring det du laver.

I dette blogindlæg får du en række gode råd og tips til, hvordan du kan opbygge din egen blog i Mono-værktøjet. Guiden tager udgangspunkt i Mono Bloggen, og du kan bl.a. lære hvordan du opbygger din blogstruktur, blogkategorier, blogindlæg og meget mere.

Formålet med at have en blog


Det er blevet populært at blogge af mange forskellige grunde, og flere og flere virksomheder opretter virksomhedsblogs for at tilpasse sig denne trend. Bloggens formål kan variere fra virksomhed til virksomhed. Mange bruger eksempelvis deres blog som et supplement på deres hjemmeside, med det formål at pleje virksomehedens relationer til forskellige interessenter, og lade dem komme tættere på virksomheden eller de enkelte medarbejdere. Med en blog kan man nemt gøre virksomhedens services og produkter mere gennemsigtige og interessante, og man kan påtage sig en "ekspert-rolle" inden for sit felt, som også kan medvirke til at styrke hjemmesidens og virksomhedens troværdighed. Mange bruger også deres blog for at styrke hjemmesidens SEO, da Google og andre søgemaskiner er vilde med opdateret indhold som skaber værdi for de besøgende.

Inden du starter med at opbygge din blog på din hjemmeside, er det essentielt, at du gør dig overvejelser omkring formålet med din blog, da dette bør afspejles i opbygningen af bloggen. Ønsker du at bloggen skal komlipentere din nuværende hjemmeside, eller ønsker du at bloggen skal være din hjemmeside? Når du har defineret et overordnet formål med din blog, og eventuelt også klarlagt en strategi for den, kan du starte med at opbygge din blog i mono.net. Nedenfor finder du en guide med inspiration til, hvordan du opretter din egen blog med brugeroplevelsen i centrum.

Er du i tvivl om en blog er noget for dig? Så kan du få inspiration samt gode argumenter for, hvordan en blog kan skabe værdi for din virksomhed i dette blogindlæg af erhvervsportalen IVÆKST om Virksomhedsblog anno 2015 - skal du med på bølgen?

Struktur & opbygning


Opbygningen af din blog er altafgørende for brugeroplevelsen. Er din blog ustruktureret, kan den være svær eller uigennemskuelig at navigere i for dine besøgende, og du risikerer i så fald, at de forlader siden uden at have fundet det, de søgte. Det vil være ærgerligt, da du jo har brugt tid og ressourcer på at producere indholdet. Det handler altså om, at opbygge en intuitiv blog med brugeroplevelsen i centrum.

Du kan vælge at bruge din hjemmeside som en blog i sit selv (ligesom du kender fra traditionelle bloggere) eller integrere en blog som en del af din hjemmeside (ligesom Mono Bloggen). Den sidste mulighed er oftest benyttet af virksomheder, da hjemmesidens primære fokus hos virksomheder er at kommunikere om produkter og services, hvor bloggen er et supplement til dette. I så fald skal bloggen oprettes som et menupunkt på hjemmesiden.

menustruktur

Du bør nøje overveje menustrukturen på din hjemmeside, da denne er afgørende for din blog og dens opbygning. Du indstiller din menustruktur på hjemmesiden under 'Indstillinger' > 'Menustruktur', hvor du kan se de forskellige muligheder for både desktop og mobilvisning. 

Vi anbefaler som udgangspunkt en 'Standard menustruktur', hvis din blog indgår som et menupunkt på din hjemmeside (såfremt du har valgt denne tilgang). Denne menustruktur er nemlig ideel til at skabe en brugervenlig og intuitiv blog for dine læsere. Du kan naturligvis bruge lige den menustruktur du finder bedst, men i dette blogindlæg dykker vi ned i hvordan du opbygger en blog omkring en 'standard menustruktur'.

På billedet nedenfor kan du se hvordan Mono Bloggen er struktureret i Mono-værktøjet, som måske kan inspirere dig til hvordan du kan strukturere indholdet på din blog. Som det ses på billedet består bloggens struktur af i alt 4 niveauer, hvor hvert niveau har en speciel funktion, der til sammen udgør hele bloggens skelet. 1. niveau er hovedmenuen (horisontal), 2. niveau er undermenuen (horisontal), 3. niveau er første lag i sidemenuen (vertikal), og 4. niveau er andet lag i sidemenuen (vertikal).

I det følgende gennemgår vi disse 4 niveauers funktioner, så du nemt kan kopiere "tricket" til din egen hjemmeside og opbygge en blog i stil med Mono Bloggen.

NIVEAU 1: HOVEDSIDE

Hovedsiden (niveau 1) på bloggen er den side, der vil fremgå som top-menupunkt på din hjemmeside, og dermed den fane, man klikker på for at komme til dine blogindlæg. Denne side behøver dog ikke at have noget indhold, da sidens funktion blot er at linke til "Oversigt-siden" (niveau 2), som er en oversigt over dine seneste blogindlæg, som du fx kender det fra Mono Bloggen.

Sådan gør du:

  • Opret en ny side i sidestrukturen på din hjemmeside
  • Navngiv denne "hovedside" med den titel, du ønsker skal vises i menuen på din hjemmeside. Vi har fx kaldt vores side for "Blog"

NIVEAU 2: OVERSIGTEN

Næst efter din hovedside (som blot agerer menupunkt) kommer selve blog-oversigten, som viser en oversigt over dine blogindlæg. Pointen med denne side er, at give en smagsprøve på dine blogindlæg ved at skrive en kort teaser-tekst til hvert indlæg, som giver besøgende lyst til at klikke sig ind og læse mere. Se Mono Bloggens oversigt-side her.

Sådan gør du:

  • Opret en ny underside til din Blog hovedside i sidestrukturen. Denne side skal fungere som Oversigt-side.
  • Navngiv din oversigt-side, fx Blogoversigt, Oversigt, Blogindlæg (Bemærk: vi har valgt at skjule menupunktet på Mono Bloggen, så her er oversigt-sidens navn ikke synligt)
  • Opret et menuspring fra hovedsiden "Blog" til Oversigt-siden i hovedsidens sideindstillinger. Vælg oversigt-siden i rullemenuen og husk at krydse feltet af (se hvordan på skærmbilledet herunder). Nu linker hovedmenupunktet "Blog "direkte til din Oversigt-side, så når besøgende klikker på Blog i menustrukturen, vil de automatisk komme til Oversigt-siden.
  • Nu er du klar til at sætte indhold på siden!

Du kan lave de enkelte nyhedsteasere på din oversigt-side på mange forskellige måder ved at kombinere de moduler, du synes er relevante at bruge.

På Mono Bloggen har vi fx brugt et brødtekst-modul, hvor vi skriver en teaser-tekst om det pågældende blogindlæg, samt et overskrift modul og et billedmodul tilknyttet det nyeste indlæg (øverst) som et ekstra blikfang. Du kan også vælge at have et billede for hvert indlæg. For at gøre det nemt for dine besøgende at læse blogindlæget efter at have læst teaseren, kan du i brødtekstmodulet tilføje en kort tekst, fx "Læs mere" eller "Læs artikel" og oprette et link til det pågældende blogindlæg, som vi også har gjort. Vi har valgt at adskille alle teasere med et mellemrumsmodul med en streg for at gøre siden overskuelig.

Menuspring i mono.net

Pointe med menuspringet

Du synes måske at det virker en smule kompliceret at vi vælger at lave et menuspring fra hovedsiden til oversigt-siden, i stedet for bare at opbygge oversigten direkte på hovedsiden, og her kommer forklaringen.

På vores blog har vi så mange indlæg, at vi er nødt til at inddele dem i forskellige kategorier, fx "Funktioner og nyheder" og "Design" for at gøre det overskueligt for læseren at navigere rundt mellem de mange indlæg. Hvis vi undlader at lave et menuspring fra hovedsiden til oversigt-siden, (så vi kun har 3 niveauer i stedet for 4) rykkes hele menuen rundt. Alle kategorierne vil da ligge horisontalt under hovedmenuen i stedet for at stå vertikalt til venstre på siden, så de står lige under "Blog" menupunktet. Det er i og for sig ok. Problemet opstår først, når man så klikker på en kategori, for så åbner alle blogindlæggene op i en vertikal menu - langt væk fra kategorierne. Det kræver, at man hele tiden flytter blikket op og ned på siden, når man skal "browse" imellem blogindlæggene og kategorierne, og det er ikke brugervenligt. Det er tværtimod irriterende og forvirrende for den besøgende. Du kan undgå denne forvirring ved at oprette en ekstra side og dermed et ekstra niveau i menustrukturen (i dette tilfælde hovedsiden, som blot agerer menupunkt og ikke i sig selv er en indholdsside), således at alle blogindlæg og katagorier er placeret tæt og overskueligt sammen.

NIVEAU 3: KATEGORI-SIDER

Du kan oprette forskellige emner eller "kategori-sider" for at gøre det nemmere for dine besøgende at vælge de interesseområder, de ønsker at læse om. Det er især relevant, hvis du har mange blogindlæg. Du kan se Mono Bloggens 8 forskellige kategori-sider ude til venstre på vores oversigt-side her, fx "Funktioner og nyheder".

Sådan gør du:

  • Opret en underside for hver kategori, du vil have, og navngiv siderne efter kategorierne så de giver mening for dine besøgende. Siden må gerne være blank.
  • Opret et menuspring fra kategori-siden til det nyeste blogindlæg under sideindstillingerne, præcis som du laver et menuspring fra niveau 1 (hovedsiden) til niveau 2 (Oversigt-siden). På den måde bliver dine besøgende altid ført direkte til dine blogindlæg.
  • Tip! Hver gang du opretter et nyt blogindlæg i en kategori, kan du ændre menuspringet fra kategori-siden til det nyeste indlæg. På den måde får du automatisk flere besøgende til dine nyeste indlæg.

NIVEAU 4: BLOGINDLÆG

Nu er bloggens rammer på plads. Det eneste du nu mangler, er at oprette dine blogindlæg løbende i henhold til din blog-strategi. Hertil har vi også nogle gode tips!

Du kan med fordel lave en 'skabelon' for et blogpost ved at opsætte en side, som du ønsker strukturen skal se ud for dine blogindlæg, og blot kopiere den hver gang du skal lave et nyt indlæg. Dette vil gøre det meget hurtigere for dig at lægge blogindlæg op, og det vil sikre en ensartethed i dine blogindlægs udseende, som har stor betydning for dine besøgendes indtryk af dine sider - især hvis de bladrer mellem mange forskellige blogindlæg.

Sådan gør du: 

  • Hvis du vælger at lave en skabelon, kan du starte med at oprette én ny indholdsside, som du skjuler i menuen, så dine hjemmesidebesøgende ikke kan se den.
  • Herefter indsætter du en række moduler, fx brødtekst, overskrifter, underoverskrifter, mellemrumsmoduler og billedmoduler i en sammenhæng der passer med det blogdesign, du går efter.
  • Når du skal lave et nyt blogindlæg kopierer du skabelonen og placerer siden under den kategori-side, der passer til emnet.
  • Start med at ændre den nye sides titel og URL, så du ikke tager fejl af skabelon og blogindlæg og indsæt herefter indholdet i modulerne på siden.
  • Lav et menuspring fra kategori-siden til det nye blogindlæg 
  • Lav en teaser til indlægget på din Oversigt-side og publicer din hjemmeside.

8 hurtige take aways

Opret strukturen således:

  • Opret en indholdsside på 1. niveau i din sidestruktur (Hovedside)
  • Opret 2. niveau ved at oprette en underside til hovedsiden (Oversigt)
  • Opret 3. niveau ved at oprette en/flere undersider til oversigt-siden (Kategorier)
  • Opret 4. niveau ved at oprette en/ flere undersider til kategori-siderne (Blogindlæg)​

Tips & Tricks:

  • Opret menuspring fra Hovedside til Oversigt-side
  • Opret teasere med klikbare links til dine blogindlæg på Oversigt-siden
  • Opret menuspring fra kategori-siderne til de nyeste blogindlæg i kategorien

Tips & tricks til din blog


Vi vil nu give dig en række gode råd til, hvordan du optimerer din blog i forhold til indhold og SEO.

Lav en blog strategi

Vi anbefaler, at du overvejer hvilken funktion din blog skal have for din virksomhed. Er det for at komme tættere på dine kunder? Er det for vidensdeling? Er det for relationspleje til dine interessenter? Er det for inspiration og best practices? Eller er det for at styrke din SEO? Når du har defineret et eller flere formål med din blog, kan du lave en blog-strategi. Du kan fx overveje hvilket indhold du ønsker på bloggen (kategorier), hvor ofte du vil blogge (frekvens), hvor lange din indlæg skal være (omfang), bloggens unikke stil (tone of voice) etc. Det hjælper dig til at strukturere dit indhold.

Sideskabelon

Du kan indstille/ ændre din sideskabelon under 'Avancerede sideindstillinger'. Prøv dig frem mellem forskellige skabeloner til du finder én som passer til den struktur du ønsker på din blog.

På Mono Bloggen bruger vi altid Sideskablon nr. 8 til vores blogindlæg. Denne sideopsætning passer til den opbygning af bloggen, som vi har introduceret til dig ovenfor i henhold til strukturen med oversigt-side, kategori-sider og blogindlæg.

Brug én skabelon til alle blogindlæg

Vi anbefaler at du bruger den samme sideskabelon til alle dine blogindlæg for at sikre et ensartet "look" på din blog. Du bruger automatisk den samme sideskabelon ved at bruge tricket med at kopiere din blogskabelon, hver gang du opretter et nyt indlæg.

Klik på Kopiér side for at kopiere en side og skift herefter indholdet manuelt. 

Link til dine andre blogindlæg

Et godt råd er at genbruge dit indhold på bloggen igen og igen på din hjemmeside, for at øge eksponeringen for indholdet til hjemmesidens besøgende - også selv om de ikke er på bloggen. Derfor kan du med fordel lave referencer og links i dine blogindlæg og andre steder på din hjemmeside, som linker internt til andre blogindlæg. På denne måde optimerer du muligheden for mere engagement på din blog, og derudover hjælper det også på din hjemmesides SEO.

Du opretter links i brødtekstmodulet ved at markere teksten og klikke på link-ikonet: Klik på "Internt" og vælg sidens titel i rullemenuen, eller vælg "Eksternt "og indsæt URI'en for det blogindlæg, du vil linke til.

Alt tekst

Det er en god idé at oprette en såkaldt 'alt tekst' til de billeder, du indsætter i blogindlægget. Google kan ikke læse (crawle) indholdet af billeder og grafikker, men du kan hjælpe søgemaskinen med at indeksere indholdet ved at oprette en alt tekst i billed-modulet under 'Avancerede sideindstillinger'. 

SEO i dine Sideindstillinger

Det er vigtigt at du søgeoptimerer dine blogindlæg, ligesom vi anbefaler at du søgeoptimerer din hjemmeside generelt, hvis du ønsker at få en god organisk trafik. Ved et klik på tandhjulet i sidestukturen kan du oprette SEO-indstillinger for det pågældende blogindlæg under 'Avancerede sideindstillinger'. 

Vi anbefaler: 

  • Opret en sigende URI med datoen for indlæggets udgivelse
    - fx: mere-trovaerdighed-paa-hjemmesiden-2015-01-10
  • Opret en kort og præcis sidetitel
  • Opret en beskrivelse, der opsummerer blogindlæggets indhold på max et par linjer

Du kan finde hjælp til SEO på din hjemmeside i dette SEO-webinar for begyndere samt dette blogindlæg om SEO i Mono.

GØR DIN BLOG MENNESKELIG

En blog kan hurtigt komme til at virke meget anonym og fjern, hvis den kun indeholder tekst og fx produktbilleder. Du kan nemt gøre det nemmere for den besøgende at identificere sig med virksomheden og dens services, hvis du indsætter billeder af personerne bag virksomheden på bloggen. Det er ofte mere interessant at læse og følge personer bag virksomheden fremfor en 'corporate' upersonlig blog. Så selvom din blog er i virksomhedsregi, så kan du godt personliggøre denne, både hvad angår et billede af forfatteren bag indlægget eller blot ved din unikke skrivestil, tone of voice. 

Anbefalede moduler til din blog


I boksen nedenfor giver vi dig en række eksempler på hvilke moduler, du med fordel kan benytte i opsætningen af din blog. Under boksen finder du en kort uddybende forklaring på, hvorfor disse moduler er gode til at opbygge en blog, samt eksempler hvordan du kan bruge dem på din egen blog. 

Inspiration til moduler

  • Overskrift, Underoverskrift & Bar
  • Brødtekst
  • Billede/ Karrusel
  • Mellemrum
  • Tilmeld nyhedsbrev
  • Kommentar
  • Sociale ikoner

Overskrift, Underoverskrift & Bar

Vi anbefaler, at du altid formulerer en kort og præcis overskrift, som fanger dine besøgendes opmærksomhed, så de fortsætter med at læse resten af dit blogindlæg. Husk at det også er disse overskrifter der vises på Google, hvis nogen søger efter indhold som du blogger om, så overskriften skal også give mening for ikke-kunder.

Du kan ud over 'Overskrift' modulet også bruge 'Underoverskrift' eller 'Bar' til at dele din brødtekst op i afsnit, hvis du vil skabe lidt variation og dybde i dine blogindlæg.

Brødtekst

Brødtekst modulet er nok det mest brugte modul på din blog, da det er her hovedvægten af dit tekstindhold ligger. Husk at hvis du har kopieret tekst ind fra fx Word, kan du fjerne tekstens formatering i brødtekstmodulet ved at markere teksten og klikke på ikonet "Ix" i værktøjslinjen i modulet. I brødtekstmodulet kan du også nemt oprette links.

Billede & Karrusel

Vi anbefaler at du bruger et billede eller grafik (gerne flere) i hvert blogindlæg. Du kan fx starte blogindlægget med et billede, som vi også konsekvent gør på Mono Bloggen. Billeder fanger mere, og de kan hjælpe de besøgende til at forstå blogindlæggets indhold.

Brug billeder og grafikker til at visualisere indholdet, emnet, pointer, skabe luft etc. På samme måde kan du uploade et billede på Oversigt-siden og lade det linke internt til det nyeste blogindlæg for at skabe interesse og sammenhæng.

Du kan bruge Billede- og Karruselmodulet til at oprette klikbare billeder.

Kommentar

Engagér dine besøgende og giv dem muligheden for at interagere med din virksomhed og brand ved at indsætte et Kommentar-modul, fx i slutningen af blogindlægget. Det viser åbenhed, og er effektivt til at vise, at virksomheden gerne går i dialog. Dette er standard i alle vores blogindlæg, men du kan også bruge fx Facebook kommentar modulet som alternativ. Det øger din hjemmesides SEO når dine besøgende direkte engagerer sig med dit indhold med fx en kommentar.

Mellemrum

Et blogindlæg kan godt blive en lang tekst - især hvis du brænder for det du skriver om. Du kan med fordel indsætte mange Mellemrum i dine blogindlæg for at skabe luft og lette læsningen.

Tilmeld nyhedsbrev

Du kan øge chancen for at vedligeholde kommunikationen med besøgende ved at indsætte dette modul i blogindlægget. 

Sociale ikoner

Giv besøgende mulighed for at dele dit blogindlæg med deres sociale netværk med dette modul. Det er en oplagt mulighed for at øge chancen for eksponering af din blog og hjemmeside. Indsæt sociale ikoner i toppen eller bunden af dit blogindlæg.

Afrunding: Kun fantasien sætter grænser


Vi har nu taget dig igennem en guide til, hvordan du selv kan opsætte din egen blog med mono.net inspireret af Mono Bloggen. Dette er dog kun én ud af mange forskellige måder at opbygge en blog på. Et andet eksempel på en blog, der er bygget med mono.net, er fx Hegart Petersen's blog

Kun fantasien sætter grænser. Har du opbygget en blog med mono.net, er du meget velkommen til at indsætte et link til den i kommentarfeltet herunder, og dele den med os og andre læsere her på bloggen!

2 kommentar(er)

Skriv gerne en kommentar eller et spørgsmål - Klik her!

2015.05.18 Skrevet af Mono
Hi Bronson. Thanks for your feedback! We are looking into translating the post to English. We will promise to write you as soon as we have the English version available. Happy Website Building :-)
// Mono
2015.05.13 Skrevet af Bronson
Thanks for outlining some really useful advice on How to Structure the navigation and page layouts when building blogs with the mono tool. Looking forward to the English version of this posts so I can try this for myself.