Dato: 28.04.2015
Googles Mobilegeddon: Hvad det BETYDER FOR DIN HJEMMESIDE
De seneste uger har du på sociale medier som Facebook, Twitter og Google+ kunne se at hashtagget #Mobilegeddon har bredt sig med lynets hast. Det er sket i kølvandet på Google's seneste algoritmeændring, som betyder at din hjemmesides mobilvenlighed er et rankingkriterie for mobile søgeresultater. Ordet "Mobilegeddon" antyder, at dommedag er på vej for de hjemmesider, som ikke er mobiloptimerede, men er det virkelig så slemt? Og hvad betyder algoritmeændringen egentlig for dig?
I denne artikel dykker vi mere ned i betydningen af Google's krav om mobilvenlighed for din hjemmesides placering i søgeresultaterne og diskuterer alvoren af ændringen.
På Google's officielle Search blog bekræftede Google den 21. april 2015, at den nye algoritmeændring trådte i kraft, og understregede endnu engang vigtigheden af mobilvenlighed for alverdens hjemmesideejere (første udmelding kom den 26. februar på Google's webmaster blog).
Hele formålet med at gøre mobilvenlighed til et rankingkriterie er ifølge Google at sikre, at når man søger fra en mobil, så skal teksten på den hjemmeside man lander på være nem at læse, og det skal være nemt at bruge siden, så man får en god oplevelse. I sidste ende er Google jo skabt for internetbrugernes skyld, så det er i Google's store interesse at brugerne er glade og tilfredse med søgeresultaterne. Det er årsagen til, at Google nu tager konsekvensen af, at internetbrugerne i højere grad benytter mobilen til at gå på nettet med denne seneste algoritmeopdatering.
Derfor skal du nu til at tænke mere mobilt, når du opdaterer din hjemmeside - Ikke blot for at øge hjemmesidens brugervenlighed og forbedre designet, men som en del af hjemmesidens fundamentale SEO!
Til trods for det store pres der er blevet pålagt hjemmesideejere verden over for at få responsive design, er Google fortsat hjælpsom over for hjemmesideejere, som endnu ikke har mobil-optimeret deres hjemmesider. Disse punkter fra Google's seneste udmelding kan måske berolige dig lidt, hvis du hører til den gruppe:
- Hvis en hjemmeside ikke er mobilvenlig, vil den ikke forsvinde fra de mobile søgeresultater. Den vil sandsynligvis blot blive placeret anderledes i mobile søgeresultater (sandsynligvis lavere, alt afhængigt af hjemmesidens indhold og konkurrerende hjemmesider i samme søgning). Hjemmesiden vil måske endda stadig rangere højt i søgeresultaterne, hvis indholdet på hjemmesiden er meget relevant for dem, der søger på Google.
- Det behøver ikke at tage mere end en dag eller to for små virksomheder med hjemmesider på 10-20 sider at optimere siderne til mobil, så hjemmesiderne lever op til Google's krav om mobilvenlighed. Så det er langt fra en umulig opgave at komme i mål med.
- Når du har opdateret din hjemmeside til fx responsive design, kan du bede Google gennemgå siden igen her og dermed hurtigere få din opdaterede hjemmeside indexeret (Bemærk: Hvis du ikke gør dette vil Google automatisk selv gøre det, men der kan gå lidt tid før det sker).
- Google introducerede i november 2014 et "mobil-venligt mærke" i søgeresultaterne som et signal til brugerne om, hvorvidt en hjemmeside er mobiloptimeret eller ej. Når din hjemmeside er mobilvenlig, vil din side også få dette mærke.
Interessante take-aways fra Google
Ud over at uddybe algoritmeændringen kom Google også med nogle interessante tal og pointer i deres seneste udmelding, som kan fortælle os lidt om udviklingen og årsagen til at mobilvenlighed er blevet et rankingkriterie:
- Meget snart vil smartphones være den primære enhed man går på internettet med (overgår computere og tablets).
- 74% af mobilbrugere er mere tilbøjelige til at vende tilbage til mobilvenlige hjemmesider.
- Google bruger over 200 forskellige signaler til at placere hjemmesider i søgeresultaterne - mobilvenlighed er blot et af dem.
- Google har i april set en stigning på 4,7% af hjemmesider, som er blevet mobilvenlige siden februar 2015.
Ordet "Mobilegeddon" er opstået i den løbende dialog der har været på nettet mellem SEO-interesserede personer, eksperter, journalister og andre som har debatteret algoritmeændringen. Det antyder, at ikke-mobile hjemmesider er færdige på Google efter den nye opdatering er trådt i kraft, men er det nu også tilfældet? Det diskuterer vi ud fra de fakta vi har om Google's udmelding i det følgende.
Mobilvenlighed - 1 ud af 200 kriterier
Google påpeger at mobilvenlighed ikke det eneste din hjemmeside bliver målt og vejet på, når søgemaskinen skal vurdere hvor siden skal placeres i søgeresultaterne. Det er kun 1 ud af over 200 andre kriterier så som:
- Hvor godt dine konkurrenters hjemmesider er søgemaskineoptimerede
- Din hjemmesides indhold
- Hvor meget hjemmesiden bliver delt på sociale medier
- Sikkerhed på hjemmesiden
- Brugervenlighed
- Og meget mere (Lær mere om SEO for begyndere her)
Derfor kommer den nye algoritmeopdatering til at påvirke hjemmesider meget forskelligt. Som Google også selv nævner, vil hjemmesider med rigtig godt og relevant indhold stadig rangere højt i mobile søgeresultater, hvis Google vurderer at det er dét, brugerne vil have - også selv om hjemmesiden ikke er mobiloptimeret. Så hvis din hjemmeside har noget indhold, der rammer lige i din målgruppes hjerter, har du en rigtig god base for optimal SEO.
Omvendt, hvis du i ikke har fokuseret så meget på SEO, og din hjemmeside halter efter på mange de 200 andre kriterier, som Google vurderer din hjemmeside på, så vil ændringen sandsynligvis ramme dig hårdt. Herunder kan du finde relevante artikler, som kan hjælpe dig til at optimere din hjemmeside yderligere til Google's mange præferencer:
Hvem bliver hårdest ramt?
Én ting der er meget vigtig at bemærke ved denne algoritmeændring er, at det kun er hjemmesidens visning i mobile søgeresultater, der tilsyneladende bliver påvirket. Mange eksperter mener også, at hjemmesidens mobilvenlighed har betydning for hjemmesidens rangering i "almindelige" søgeresultater (når du søger fra en computer), men det Google har meldt ud er indtil nu, at det kun er mobile søgeresultater.
Derfor vil hjemmesider, som har rigtig mange besøgende fra mobile enheder, opleve den største effekt af algoritmeændringen, da det er denne type hjemmesidetrafik, som tilsyneladende bliver påvirket.
Omvendt vil dem som oplever meget lidt trafik fra mobile enheder sandsynligvis slet ikke kunne mærke et dyk (endnu). Her tænker du måske "puha" og ånder lettet op, hvis din hjemmeside ligger i denne gruppe, men husk på at flere og flere bruger mobilen til at gå på nettet. Så hvis du ønsker at din hjemmesides besøgstal skal stige i fremtiden, så er du nødt til at komme med på den mobile bølge.
Hvad sker der med ikke-mobilvenlige hjemmesider?
Selvom Google's udmelding kan virke beroligende, i og med at denne algoritmeændring ikke nødvendigvis er et dødsstød til ikke-mobilvenlige hjemmesider, er det meget vigtigt at have udviklingen skrevet bag øret, hvis du ser en fremtid i din hjemmeside.
Som du kan læse i blogpostet Google kræver responsive design, foretrækker flere og flere at bruge mobilen til at gå på nettet. Derudover har Google selv meldt ud, at 50% af alle søgninger på Google kommer fra en mobil enhed, og tallet er voksende. Disse tal peger tydeligt på, at fremtiden for hjemmesider ligger i mobile søgninger. Derudover vil ikke-mobilvenlige hjemmesider få problemer med at bibeholde deres hjemmesidebesøgende fremover, da 74% af mobilbrugere er mere tilbøjelige til at vende tilbage til mobilvenlige hjemmesider. Med andre ord kan det koste dig dine besøgendes interesse i din hjemmeside og dermed din forretning, at din side ikke er mobilvenlig.
Skulle du efter at have læst ovenstående tænke, at du sagtens kan vente med at opdatere din hjemmeside til responsive design - så husk på at Google har set en stigning på næsten 5% af hjemmesider, som er blevet mobilvenlige på blot 2 måneder. Det betyder, at dine konkurrenters hjemmesider snart vil overhale, eller allerede har overhalet din hjemmeside i søgeresultaterne, fordi de klarer sig bedre på mobil. Derfor vil du opleve, at din hjemmesidetrafik bliver ringere og ringere med tiden og du vil miste kunder til dine konkurrenter.
Google har talt tydelige ord med den seneste algoritmeopdatering: Responsive design er fremtiden.
Selv om ikke-mobiloptimerede hjemmesider stadig kan findes i mobile søgeresultater, ser fremtiden mørk ud hvis du ikke får gjort noget ved det. Flere og flere bruger mobilen til at gå på nettet, og de bliver irriterede over ikke-mobilvenlige hjemmesider, som de forlader og ikke vil vende tilbage til, fordi siderne ikke er brugervenlige.
"Mobilegeddon" overdriver effekten af algoritmeændringen en smule, men overdrivelse fremmer forståelsen - og det er vigtigt at få sat fokus på mobiloptimering af hjemmesider, hvis du vil noget professionelt med din hjemmeside. Derfor er budskabet klart: Du bør optimere din hjemmeside til responsive design nu, hvis du ikke allerede har gjort det!