Dato: 20.02.2014
Kom igang med mono’s Facebookværktøj
BEMÆRK!
Mono's Facebook-værktøj bliver desværre ikke længere opdateret pr. 12. marts 2015.
Vil du gerne kunne udnytte din Facebookside til mere end bare opdateringer? Så kan du tilpasse den med relevant indhold for dine besøgende med mono’s Facebookværktøj, der er lige så nemt at bruge som hjemmesideværktøjet. Lav fx undersider, der linker direkte til din webshop, vis dine produkter frem og afhold konkurrencer. Kun fantasien sætter grænser! I dette blogpost kan du lære, hvad Facebookværktøjet kan, og hvordan du kobler det op med din eksisterende Facebookside.
Når du opretter en helt almindelig Facebookside, så vil den kun inkludere en ”væg” eller en ”timeline”, som det også kaldes, hvor du kan skrive nyheder, uploade billeder og filer samt linke til hjemmesider. Dette er i sig selv meget nyttigt i forhold til at kommunikere med din målgruppe og kan klart anbefales, men du kan sagtens få endnu mere ud af din tilstedeværelse på Facebook ved at tilføje tilpassede undersider.
At skabe tilpassede sider svarer egentlig til at opbygge en lille hjemmeside på din Facebookside, hvor du har mulighed for fx at afholde konkurrencer, skrive nyheder, give gode tilbud, præsentere menuen (hvis du fx er en café), have din prisliste liggende osv. På denne måde kan du skabe mere værdi for dine kunder og samtidig øge muligheden for, at de besøgende til din Facebookside bliver ledt ind på din hjemmeside eller at de ”bare” får større interesse for din forretning og dine produkter.
Da vi ved, at små erhvervsdrivende ikke har oceaner af hverken tid eller penge til at vedligeholde deres Facebookside, har vi valgt at udvikle et værktøj, der gør det meget nemt at opbygge tilpassede Facebook-undersider med modulsystemet, som du kender fra mono’s hjemmesideværktøj. Det er i bund og grund det samme værktøj du bruger, og det giver dine Facebooksider samme visuelle udtryk som din hjemmeside har. Dette styrker din brand-genkendelighed hos dine kunder og dermed din Facebooksides troværdighed.
Facebookværktøjet kan bruges af alle monobrugere, der har oprettet deres hjemmeside fra 1. februar 2011 og fremefter.
- Opret en Facebookside (ikke en profil) på Facebook.com (du kan også bruge en eksisterende side, som du administrerer) og sørg for at du er logget ind som administrator
- Log ind på din monohjemmeside
- Klik på fanen ”Facebook”
- For at oprette forbindelse imellem din Facebookside og værktøjet skal du klikke ”Sikker forbindelse til Facebook” i øvre højre hjørne af værktøjet
- Følg instruktionerne i det vindue, der åbner sig.
- Facebookværktøjet vil måske bede dig om tilladelse til at forbinde til din Facebookprofil, dette skal du acceptere for at komme videre.
- Når du har valgt den Facebookside, du ønsker at forbinde med, er du klar til at tilpasse dine undersider.
- Publicer din Facebookside, når du er klar til at gå live!
Brug formularmodulet til at få tilmeldinger til fx dit nyhedsbrev, events eller konkurrencer.
Brug tekst og billedmoduler til at vise og beskrive dine produkter. Hvis du har en shop kan du også linke direkte ind til shoppen fra modulerne, så dine besøgende kan komme direkte ind til de produkter, de er interesserede i.
HTML-modulet er også til rådighed til Facebook, og du kan læse mere om alle de ting du kan bruge det til i dette blogpost.
Opret en kontaktside med moduler som Google map og Åbningstider, så dine kunder nemt kan komme i kontakt med dig via Facebook.
På mono Academy kan du finde gode eksempler på, hvordan tilpassede Facebook-sider kan se ud med mono’s Facebookværktøj. Du er også mere end velkommen til at linke til din egen Facebookside i kommentarfeltet nedenfor, hvis du selv har lavet nogle Facebookundersider, du gerne vil dele.