Designtrends til hjemmesider 2017

Dato: 23.03.2017

Nye designtendenser i 2017

Tendenserne i webdesign er under konstant udvikling i takt med at vores online adfærdsmønstre og vores idé om, hvad der er nyt og spændende, hele tiden udvikler sig. Som hjemmeside-ejer har man en naturlig interesse for at imponere sine besøgende med sin hjemmesides brugervenlighed og design. Derfor har vi i dette blogindlæg samlet nogle af de nyeste og mest iøjnefaldende webdesign trends, der måske kan inspirere dig til at opdatere din hjemmeside og give den et friskt pust. 

1. Nemmere og simplere navigation


I disse tider hvor flere og flere tilgår hjemmesider fra deres mobiltelefon eller tablet, i stedet for på computeren, er behovet for simpel navigation vokset, da det er forudsætningen for nemt at kunne finde rundt på hjemmesiden fra en lille skærm. Det indebærer eksempelvis at holde sine menupunkter til omkring 2-5 overskrifter, så menuen nemt kan læses fra en mobil eller tablet skærm. Derudover kan man naturligvis have undersider til at supplere indholdet på hovedsiderne. Når man holder navigationen enkel, giver det besøgende større mulighed for rent faktisk at fokusere på, hvad hjemmesiden indeholder, fremfor at skulle bruge al tiden på at finde rundt på siden.

Hvis man alligevel har mange sider på sin hjemmeside, som man gerne vil give de besøgende mulighed for at tilgå på mobilen, anbefaler vi, at man bruger en drop-down menu (også kendt som en burger-menu, da ikonet for menuen kan minde om en burger).

TIP! Du kan nemt ændre menustrukturen på din hjemmeside ved at logge ind i hjemmeside-værktøjet og gå til "Indstillinger for hjemmesiden". Her kan du vælge om du vil vise din menu horisontalt (hvis du ikke har så mange menupunkter) eller skifte til en drop-down menu (hvis du har mange menupunkter). Det er også muligt at vælge en kombination af begge typer af menu. 

2. Geometriske former, linjer og mønstre


Allerede i slutningen af 2016 så vi brugen af geometriske former, linjer og mønstre begynde at vinde popularitet. Effekten kan eksempelvis opnås ved at putte cirkler rundt omkring billederne på hjemmesiden, placere firkantede tekstbokse ved siden af runde bokse og så videre. Der er næsten uendelige måder, hvorpå du kan bruge geometriske former, linjer og mønstre på din hjemmeside, og det kan være med til at give din hjemmeside et unikt udtryk.

TIP! Hvis du eksempelvis har billeder på din mobil, som du gerne vil redigere og uploade til din hjemmeside, kan du nemt bruge apps som fx PicsArt til at give dem geometriske former. Herefter kan du uploade dem til din hjemmeside via en computer. Der findes også mange andre gratis applikationer til mobilen, hvor du nemt kan redigere billeder og lave forskellige former, cliparts og endda tegne selv oven på billedet. Hvis du foretrækker at redigere billederne fra en computer findes der naturligvis også programmer, som kan hjælpe dig. Blandt andet kan nævnes Canva.com hvor du også kan indsætte geometriske former i form af Cliparts og være kreativ med dine billeder.

3. Større fokus på indholdet


Der har hidtil været en tendens til, at der skal ske utroligt mange ting, når man besøger en hjemmeside i form af diverse call-to-action knapper, sociale medier knapper, formularer, pop-up bokse, bannerreklamer mv. i forsøget på at få konverteret hjemmesidebesøgende til kunder. I 2017 ser vi dog en tendens til, at der kommer mere fokus på selve hjemmesidens indhold, altså tekst og billeder, som er sammenholdt af et simpelt design og en simpel navigation. Tanken bag dette er at flytte fokus hen på hjemmesidens hovedformål, som er dens indhold, i stedet for at bombardere den besøgende med salgsfremmende aktiviteter som det allerførste.

Naturligvis vil call-to-action knapper og links ikke forsvinde helt, da de er nødvendige for at skabe kontakt til virksomheden og øge salg af produkter og tilmeldinger til events mv. Tendensen peger blot imod at de i højere grad vil blive skjult på forsiden og i stedet være markante på dedikerede undersider og landingssider. Det er vigtigt, at hovedbudskabet for hjemmesiden er klart og synligt på forsiden, og at besøgende ikke bliver bombarderet med blinkende knapper og reklamer, når de først tilgår hjemmesiden, da det kan betyde at de vil forlade den hurtigt igen. Tænk på hvad den besøgendes formål med at besøge din hjemmeside er - måske vil de gerne vide mere om din virksomheds formål og historie eller den måde du producerer dine produkter på og under hvilke forhold inden de beslutter sig for om de vil være kunder eller ej. Så giv dem den mulighed ved at fokusere hjemmesidens forside på at overbevise den besøgende om virksomhedens formål og historie gennem billeder og tekst, og dernæst forsøge at vinde deres loyalitet som kunde på produktsider og landingssider.

TIP! Du kan hurtigt få dine besøgendes opmærksomhed, hvis du indsætter et fuldbreddemodul på din hjemmeside med et flot billede som er sigende for din virksomheds services, formål eller produkter. Vi anbefaler især Jumbotron-modulet eller en af de mange kombinationsmoduler med fx tekster, knapper og links. Disse moduler lader dig uploade flere billeder til det samme modul, hvor du kan tilføje indhold til hvert individuelle billede, ligesom på et billedgalleri. Med et fuldbreddemodul kan du få dit budskab frem på en enkel, flot og indbydende måde, som inviterer den besøgende til at lære mere om dig og din virksomhed.

4. Hyppigere brug af animationer og GIFs


Animationer og GIFS bliver i højere grad brugt på hjemmesider, da de giver en god mulighed for at vise, hvordan noget fungerer, eller hvordan man skal gøre en bestemt handling. GIFs bruges dog også for at skabe et unikt design på hjemmesiden. Hvis du har evner inden for CSS, kan du nemlig selv tilpasse og designe animationen. Animationer kan også træde i stedet for fx en baggrundsvideo, som de senere år har været en populær tilføjelse til især hjemmesidens forside. Videoer er fantastiske til at forklare en service eller vise en stemning, men desværre optager de også meget plads og kan gøre hjemmesidens loadtid langsom. Animationer kan bidrage med liv og stemning på samme måde som en video, men er oftest meget lettere end videoer og påvirker derfor ikke hjemmesidens loadtid i samme grad. Se et eksempel på en GIF brugt på Headscapes hjemmeside.

TIP! Du kan indsætte animationer og GIFs på din hjemmeside med HTML-modulet. Du skal blot bruge en kode til GIF’en, som du indsætter under “Indstillinger for hjemmesiden” > “Globale HTML tags”.  Derefter skal du indsætte HTML-modulet, som du finder under “Special”-modulerne, et ønsket sted på hjemmesiden, og så vil GIF’en vise sig.

5. Graduering af billeder


En anden voksende hjemmesidetendens er brugen af graduering af billederne på hjemmesiden. Eksempler på dette er Instagram og Spotify (se Spotify’s eksempel nedenunder). Der eksperimenteres med to eller tre farver, som bliver blandet sammen i et flot og afslappet look. Det giver liv til hjemmesiden og gør billedet mere interessant at kigge på. Du kan selvfølgelig bruge lige nøjagtig de farver, som passer til din hjemmeside.

TIP! Hvis du har lyst til at forsøge dig med graduering af dine egne billeder, behøver du ikke at købe dig fattig i Photoshop licenser. Der findes nemlig flere gratis redigeringsprogrammer på nettet. Et eksempel er online-editoren Pixlr. Du kan også vælge at downloade editoren til din computer, her er PixBuilder et godt bud.